Touringberetninger mm.

af Lars Ørbæk
 
I begyndelsen af juli måned i år kørte min kone og jeg ombord på færgen Norøna i Hanstholm. Køretøjet var min R80RT fra l986, pakket med vores pik-pak til 14 dage og en masse tårnhøje forventninger. Vi skulle køre rundt på Færøerne i 11 dage.
Hjemmefra var de tre første og de tre sidste overnatninger bestilt, resten ville vi finde ud af undervejs. Sejlturen, som varer 1 1/2 døgn, gik fint Vi havde en god kahyt, og færgen har masser af opholdssteder, hvor man kan hygge sig. Vores foretrukne sted blev Sky-Bar på øverste dæk, i øvrigt det eneste sted, foruden åbent dæk, hvor man måtte ryge.
 
    MCerne blev forsvarligt spændt fast                       Sky-Bar og god færøsk øl
 
I Thorshavn skulle vi i land. Det gav lidt problemer, idet vi i Hanstholm fejlagtigt var blevet anvist plads blandt de mange MCer, der skulle videre til Island. Det lykkedes dog at overbevise mandskabet om, at vi havde billet til Færøerne, og vi fik lov at køre i land.
Vejret var skiftet betydeligt. Fra sol og temperatur omkring de 30 grader hjemme, var det nu blevet voldsom blæst, regn og tåge og ikke mange varmegrader. Vi syntes nok at vejret var lidt barsk, men regnede med at det vel blive bedre. En værtinde på et hotel fortalte os senere at på Færøerne kunne man opleve alle årstiders vejr på en eftermiddag. Jeg protesterede og mente at man da ikke kunne får sne i juli måned, men det kunne også ske, bedyrede hun. Vi oplevede dog ikke sne under vores ophold, men stort set alt andet. Regn, tåge, storm, kuling men også dage med sol og dejligt vejr. Vi opdagede også, at på trods af det relativt lille areal øerne dækker, kan der være megen forskel på vejret fra sted til sted. Man kører op over et pas, eller gennem en tunnel, og vejret er helt anderledes end i dalen man kom fra.
 
                                                   Gode veje og regntunge skyer
 
I løbet af de dage vi havde på Færøerne kom vi rigtig meget rundt. Vejene er gode, selv om der kan være ”højt ned” langs vejen. Jeg har lidt tendenser til højdeskræk, men hvor der var højest langs vejen var der solide autoværn - så jeg holdt skrækken i ave.  
        
              Dem er der 70.000 af.                                               Kan MCstøvler spises?
         Og nogle af dem går Iøs på vejen. 

Hvad der i mod satte skræk i livet på mig var de gamle tunneler. Disse er bygget i 50erne og først i 60erne, de har kun et spor og er ikke oplyst. Den første gang vi kørte i gennem en sådan, den var ikke så lang, oplevede jeg et vældigt ubehag og nogen usikkerhed. Der er mørkt i sådan en tunnel, kul, sort, mørkt og lygten på MCen formåede ikke at oplyse vejbanen. Jeg kunne se siderne, men ikke vejen jeg kørte på. Slet ikke rart, men det gik dog, vejbanen var også fin i denne tunnel.
I en senere tunnel blev det nok. Det var oppe på Nordøerne hvor vi ville besøge Vidoy. Af kortet fremgik det at vi skulle igennem flere at disse mørke huller. Efter den første må jeg give op. Den var lang, mørk og vejbanen var i uhyggelig dårlig stand. Meget høj på midten, dybe spor i begge sider, hullet og med store vandsamlinger. Dette kunne jeg ikke se, blot fornemme. Da vi endelig nåede ud, var jeg våd af sved - og det var ikke særligt varmt. Og mindre en 300 meter fremme ventede indkørslen til den næste tunnel. En hurtig beslutning blev taget, det var næstsidste gang jeg ville igennem en tunnel uden lys. Næstsidste, fordi vi pine død skulle tilbage igen. Efter en pause kørte vi tilbage, det var slet ikke sjovt, men vi kom da ud igen, uden uheld.
                                      Der stoppede vi. Ikke flere gamle tunneler.  
 
Jeg begynder at forstå at der er nogen der har valgt at udstyre styrtbøjlen med ekstra projektører. Ud over at det ser blæret ud, er det sikkert rigtig godt til kørsel i gamle færøske tunneler.
 
I retfærdighedens navn skal tilføjes at de nyere tunneler er helt anderledes. For det første er der 2 spor, så der er ingen problemer med at skulle ind på vigepladser, og for det andet er de strålende oplyst. Den nyeste tunnel, under havet, mellem Leirvik og Klaksvik har ligefrem en kunstnerisk udsmykning i form af lyssætning i grønne og blå farver når man er længst nede.
 
Jeg vil kun fremhæve nogle få af vores oplevelser. Først en rigtig dum, denne også til skræk og advarsel for folk der kører på maskiner som vores, og som kører med tanktaske. I Thorshavn holdt vi ved indkørslen til en rundkørsel. Det blæste ret voldsomt og det var op ad bakke. Idet jeg slipper koblingen og drejer til højre for at køre, går motoren i stå. Resultat: Maskinen lægger sig stille og roligt ned på højre side, med fører og passager i klemme. Ingen kom til skade, et knækket sidespejl var største skade - og så selvfølgelig min sårede stolthed. Kors hvor må det have set dumt ud. Folk kom ilende til, bekymrede om der var sket os noget, men kort efter var vi kørende igen. Men hvad skete der, som fik motoren til at slukke? Jo, tanktasken havde påvirket dødmandsknappen på højre side af styret, og ingen motorkraft er lig med ingen bevægelse, og så er det godt nok svært at holde balancen. Samme aften blev dødmandsknappen tapet til med Gaffatape, jeg ville ikke risikere en gentagelse.
      Højre sidespejl blev på resten af turen holdt sammen af fruens hårelastik.
 
En anden af de ikke helt rare oplevelser. De sidste dage, da vi boede i Vestmanna, ville vi køre en tur til Vágur. Vestmanna, ligger som alle bygder, nede ved havet, ved en fjord, og for at komme der fra skulle vi op i fjeldet. Vi var kommet af samme vej dage før, og vidste at det var en fin bred vej, der var dog langt ned sine steder. Og der gik får på vejen. Det regnede da vi startede, men det var vi vant til og vi havde det rigtige tøj på, så det var bare af sted. Opkørslen gik fint, men da vi nåede toppen, lå tågen der. Så tyk tåge at jeg nogle steder ikke kunne se midterstriben på vejen. Farten ned, langt lys og så forsigtigt frem. Det er nok kun et kort øjeblik, så er tågen væk igen. Den holdt 10 km, til nedkørslen til tunnelen til Vágur. Da vi kom ud af tunnelen var vejret skiftet, det var tørvejr, og få minutter senere brød solen frem. Vi havde fint vejr resten af dagen, men tilbage i Vestmanna regnede det om aftenen. 
                              Eneste bro over Atlanterhavet påstår de på Færøerne.
 
Men vi havde også fine oplevelser. Vi boede to nætter i Fuglafjørdur. Færøernes fjerdestørste by med mere end 1500 indbyggere. Byen er velholdt og smuk, og har den rareste turistchef vi hidtil har mødt. Vi bad om hjælp til at finde overnatning, og inden for få minutter var det klaret, men der var også serveret kaffe og vafler for os. Og så kunne han fortælle om historiske ting, om naturen, små anekdoter fra egnen. Mens vi boede der kørte vi en dag til Runavik og området der omkring. På den sydlige del af øen gik det højt op ad små snoede veje, og det endte med en fantastisk udsigt hvor vi, blandt andet, kunne se Thorshavn over på Streymoy. Vi boede på Bed & Breakfast hos en utrolig sød dame. Ud over det vi forventede (og betalte for) var der aftenkaffe med hjemmebag. Byen havde også en restaurant hvor vi spiste til aften. Færøsk lam, som smagte virkelig godt.
                                                      Flotte landskaber og højt til himlen.
 
På et andet tidspunkt talte vi med en stovt bonde. Jeg spurgte ham hvorfor vi aldrig så færøsk lammekød i Danmark, og han forklarede at det var fordi de spiste det selv. Ja, han tilføjede, at ud over de ca. 70 tusinde færøske lam blev der importeret lige så mange fra Island og lige så mange fra New Zealand. Så knap 50 tusinde mennesker spiser omkring 210 tusinde lam om året!
          Grønt og blåt er de to fremherskende farver.             Flotte udsigter hele tiden.
 
I byen mødte vi to parkerede halvgamle boxere, med danske nummerplader, men det lykkedes os aldrig at møde ejerne. I øvrigt var det kun ganske få MCer vi mødte på vores tur. I Thorshavn tøffede et par eller tre HDer rundt, og nogle få unge mennesker på risraketter så vi også. I bygderne var det ikke usædvanligt at se helt unge på knallerter der kørte meget hurtigt – uden styrthjelm. 
   
      Vandfald ved Fuglafjørda.                                        Udsigt ved Fuglafjørda.                               
                                                          Naturhavn ved Gjogy
 
Et af turen måske største højdepunkter var en to timer sejltur langs kysten fra Vestmanna til fuglefjeldene og grotterne på nordvestkysten af Streymoy. Der er kun en beskrivelse der dækker: Det var fantastisk. Der var en guide om bord, der over bådens højtaleranlæg fortalte undervejs, og vejret var så godt at vi alle kunne sidde udendørs. Da vi nærmede os grotterne hvor båden sejlede ind, fik vi udleveret gule sikkerhedshjelme, men vi undgik at noget dryssede ned i hovedet på os, på vores tur. Kommer man på de kanter, må man ikke snyde sig selv for denne tur. 
        
     
  Ved fuglefjeldene.                        Sjove hatte                      Lomvier på fuglefjeldet
 

Den halvgamle boxer opførte sig eksemplarisk på hele turen, lige bort set fra den dumme episode, hvor den lagde sig ned. De skrappeste stigninger gik som en mis, den fulgte pænt med rundt i hårnålesvingene, og den brugte ikke olie, så det kunne ses på oliepinden. Den var selvfølgelig lidt sværere at styre ved langsomme hastigheder, på grund af to voksne mennesker og bagage, men så snart det var muligt at gasse lidt op lå den perfekt på vejen. 
   
                                                               Dramatik på havet
 
Lidt mere generelt: Færøerne er fint motorcykel-land, måske lige bort set fra de gamle tunneler, og de kan måske også passeres hvis man er udstyret med ekstra lys på MCen. Vejene er fine, og de nye tunneler som er betalingsvej, er gratis for MCer.
Der er aldrig langt til noget på Færøerne. På trods af at vi har været over det meste, har vi kun kørt knap 900 km. på de 11 dage. Til gengæld synes det som man oplever tingene mere intenst, måske på grund af det lidt barske vejr og den storslåede natur.
Befolkningen er uhyre imødekommende og hjælpsomme, og vil gerne snakke.
 
Priserne er generelt lidt højere end i DK, lige undtagen benzin som er små 2 kroner billigere pr. liter. Øl og spiritus kan kun fås i de statslige udsalg, og prisen er høj. De fleste spisesteder har bevilling og sælger både vin, øl og stærk spiritus, men til høje priser. Det er derfor helt almindeligt at man beder om en kande vand til maden, den får man uden beregning. Og det Færøske vand smager rigtig godt.  Til gengæld er maden, når man spiser ude, til en rimelig pris.
Vejret er omskifteligt. Vi kunne godt have ønsket os lidt bedre vejr, men fik fortalt, at året før havde det kun regnet 3 dage i juli måned, så det kan man også opleve.
 
Vi overnattede 4 nætter på hotel (ca. 1000.– pr. nat) og resten i B&B (500.– til 600.– pr. nat) B&B skilter ikke ved vejen, som vi ser her hjemme. Man henvender sig på det lokale turistkontor, så klarer de resten.
 
Rejsen foregår med Smyril Lines Nordrøna. Den sejler fra Hanstholm 2 gange om ugen til Thorshavn, og den ene gang forsætter den til Island. Køber man kahyt, er det gratis at få MCen med. Smyril Line formidler også gerne Hotel eller ferielejlighed på Færøerne. Nordrøna er et relativt nyt skib, med gode faciliteter. Maden, vi nød om bord, var upåklagelig og til rimelige priser. Alkoholiske drikke er dyr, og ”Skibets Rødvin” tæt på udrikkelig. Færøsk øl er godt, men dyrt. Der er tax-free butik om bord, men priserne er sat i forhold til Færøske priser, og stadig i overkanten i forhold til her hjemme. Undtagelsen er uldvarer som er betydelig billigere end her.
I øvrigt er Færøerne ikke medlem af EU, det betyder at man som turist kan få en del af momsen tilbage på de varer (for over 300.-) man køber der oppe.
 
Yderligere oplysninger kan findes på nettet WWW.FAROEISLANDS.COM,  men især vil jeg anbefale ”Færøerne, Turist guide”, som udleveres gratis bl.a. af Smyril Line. Politiken har også en ”Turen gå til Færøerne” fra i år, men den kan undværes når man har guiden.
Kort kan fås og/eller købes på de lokale turistkontorer, men man kan også klare sig med det, der er i guiden. Hvis man også er til fjeldvandring, vil jeg dog anbefale bedre kort, og i øvrigt vejledning fra det lokale turistkontor.

 

_________________________________________________________________

Af Carl Madsen

 

Ti, ni, otte, syv, seks, fem, fire, tre, to, en, FYR.
 
Og så fòr ”raketten” af sted. Det var Skærtorsdag 2010 kl. 13.00.

Det var den første prøvetur på min nyrenoverede Boxer, efter at den i oktober blev kørt til Per Sørensen i Stenderup ved Horsens (se min artikel om Pers værksted).
 
Jeg havde – som jeg skrev i mit tidligere indlæg ”En sommer og et forår med en BMW R 100 RT fra 1982” – opgivet drømmen om at gå mit senior liv i møde med min R 100 RT. Efter et år med en cykel der bare konstant drillede, og ikke ville starte, ikke ville gå i tomgang, periodisk kørte på den ene cylinder, og i det hele taget ikke opførte sig som ejeren ville, var ”nok ved at være nok”. Jeg havde gennem foråret og sommeren 2009 brugt adskillige tusinde kroner på min cykel, uden at jeg følte, at jeg fik tilført værdi for pengene.
 
I min frustration over de mange penge jeg havde brugt på cyklen, uden en tilsvarende kørselsglæde – tvært imod – og med en næste neurotisk angst for, at den ikke ville starte om morgenen, var jeg klar til at opgive drømmen.
 
Så var det Per kontaktede mig. Han havde læst mit indlæg og mente, at han kunne ordne cyklen, så jeg igen fik køreglæden tilbage.
 
Jeg besluttede mig for at give det endnu en chance.
 
Min gode Boxerven her i Hadsten – Knud – ville gerne køre den til Stenderup. Han har en søn der bor i Horsens og skulle alligevel til byen, og så kunne konen køre i bilen. Desværre gik det ikke som forventet. Knud styrtede i en rundkørsel, og måtte indlægges på Horsens Sygehus med et brækket kraveben. Dommen lød på operation, søm og skruer.
 
Det er klart, at bekymringen for Bimmeren i den sammenhæng blev ligegyldig. Heldigvis er Knud – efter en del besvær, smerter og genoptræning – igen ved at være ”fit for fight”, og han har ikke mistet modet med hensyn til at køre på Boxer.
 
Ud over at min boxer havde motorproblemer, var det en helt anden cykel Per fik på værkstedet. Trafikskaden havde også ”pyntet” på udseendet.
 
Heldigvis var cyklen kaskoforsikret, og der har ingen problemer været med forsikringsselskabet i den anledning.
 
Få dage efter ankomsten, havde Per skilt motoren ad i atomer, og inviterede mig på sit værksted. Her blev alle dele omhyggeligt gennemgået.
 
Per kunne straks fortælle, hvad der var årsagen til alle mine plagerier.
 
For det første kunne han oplyse, at motoren ikke var hovedrepareret. Den var flere steder meget slidt. Årsagen til at den ikke ville starte var, at den ikke var gjort blyfri, så ventilerne havde ædt sig op i ventilsædet. Det var årsagen til alle startproblemerne.
 
Jeg var målløs. Fra den tidligere ejer havde jeg jo netop fået oplyst, at han købte cyklen som hovedrepareret. Som nævnt i mit tidligere indlæg, var cyklen købt hos en stor og højt estimeret BMW forhandler.
 
Jeg skrev derfor en mail til dem for at høre nærmere om cyklen. Jeg fik oplyst, at man aldrig havde oplyst at motoren var hovedrepareret. Det man havde oplyst var, at topstykket var renoveret.  
 
Hvis det er korrekt, virker det besynderligt på mig, at man så ikke har gjort cyklen blyfri!!!
 
Per oplyste, at jeg sikkert kunne køre med nogle af delene nogle år endnu, men at han ville anbefale, at delene blev skiftet, når den nu alligevel var adskilt. Den bankende lyd der var fra motoren, skyldtes et defekt plejlstangsleje.
 
Med en Boxer der havde drillet mange gange, besluttede jeg mig for, at Per skulle skifte det han mente var relevant. Som sagt så gjort. Per fik frie hænder og skulle lave cyklen, som var den til ham selv.
 
Stort set alle bevægelige dele i motoren er blevet skiftet. Motorblok, cylindre, fælge og bagtøj er blevet glasblæst. Stellet er blevet slebet og malet, skruer er blevet galvaniseret så de er som nye, og så blev trafikskaden også lavet.
 
Jeg har løbende fulgt processen og set, hvordan projektet tog form.

Forventningens glæde var næste som et lille barn der glæder sig til juleaften, da jeg skærtorsdag skulle hente cyklen.
 
Jeg kunne straks mærke, at det var en helt anden motorcykel at køre på. Alt fungerede med en præcision, jeg ikke har oplevet tidligere. Og så var bankelyden væk. Herligt.
 
Selv om jeg endnu ikke har kørt en helt masse på den, kan jeg sige, at jeg ser frem til et forår og en sommer med min BMW R 100 RT fra 1982.
 
Jeg er sikker på, at Per har holdt sit løfte – at jeg atter får køreglæden tilbage, når jeg nu ruller derud af på en velkørende og velfungerende Boxer.
 
Stor tak til Per for det.
 
April 2010
Carl S. Madsen

 

__________________________________________________________________

Af Carl Madsen
 
I forlængelse af min artikel ”Et forår og en sommer med en R 100 RT”, blev jeg kontaktet af Per, der mente, at han kunne genskabe glæden ved min Boxer.
 
På vej hjem fra vort træf i Vejle var vi nogle stykker, der kørte omkring Pers værksted.
 
Per er en god årgang 1957, og er uddannet maskinarbejder. Fra han var 17 år har han mere eller mindre skruet i Boxere. Han købte en skadet politimotorcykel – en R 75/5 som han satte i stand, så den var klar til hans 18 års fødselsdag. I 1977 blev det til en 90 S fra 1976. Siden har han skruet i utallige Boxere. Gennem årene har Per haft et par sidespring til Kawasaki, Honda Goldwing, Laverda og Ducati, men han er helt og aldeles faldet tilbage til de to ventilede Boxere – for som Per siger: ”Det er den motorcykel mit hjerte brænder for”.
 
                   
Det er man ikke i tvivl om, når man har været sammen med Per i blot et par minutter. Han fortæller om Boxerne med glød og engagement, og kender alle skruer og alt på motoren indtil mindste detalje, og deler gerne – til bl.a. glæde for mig – ud af sin viden om vores herlige maskiner.
 
Ved mit første besøg havde jeg forestillet mig et lille værksted i et udhus. Men jeg blev overrasket. Værkstedet har 3 MC-lifte, og er fuldt udstyret med værktøj. Det springer i øjnene, at her er orden. Der er ikke en olieplet på hverken gulv og arbejdsbord. Alle reservedele fra de cykler der står på liftene, var systematisk placeret i en kasse med opdelte rum til de enkelte motordele.
                                

Og så startede Per med sin fortælling om alt, hvad der er mellem forgaffel og bagtøj. Noget af det gik hen over hovedet på mig – og hvad forstand har bønder på agurkesalat - men flere af mine venner, og langt mere kyndige, fra vort kørefællesskab, forstod en hel masse af det der blev sagt. Når så man hører, at Per i kraft af sin maskinarbejderbaggrund, selv har udviklet og frem­stillet meget specialværktøj, var jeg tilbøjelig til at mene, at Pers tilbud ikke var så tosset endda. Dem med forstand på Boxere, var heller ikke i tvivl.
 
Per har min Boxer til renovering. Historien om den, kommer i en fortsættelse af min beretning på hjemmesiden, når jeg har hentet cyklen. Jeg glæder mig.
Carl S. Madsen

 

________________________________________________________________

Af Carl Madsen

I det sene efterår 2008 skiftede jeg min BMW 60/7 ud med en 100 RT. Ved et tilfælde kom jeg til min lokale automekaniker på min 60/7, for at høre til min bil, der havde været til eftersyn m.v. Da han så mig spurgte han, om jeg også kom for at bytte min MC til en bil. Det var nu ikke lige det, der var planen, men jeg spurgte, hvad han mente. Han havde netop byttet en BMW 100 RT + lidt mere for en bil. Her er nøglerne, sagde han, og så kører du på den i en uge, og så kommer du tilbage og siger, om du tror det er noget for dig. Jeg var solgt. Drengedrømmen om en MC var opfyldt. Den Bimmer jeg altid havde drømt om.
 
Jeg gjorde en god handel. Fra den tidligere ejer, som det viste dig at jeg kendte, fik jeg at vide, at den var hovedrepareret for 9.000 km siden, da han købte den. Herunder blev den gjort blyfri. Og det er ganske vidst. Det skete på et meget højt estimeret dansk BMW-værksted.  
 
Jeg var meget stolt. Det var lige sådan en MC, jeg husker fra mine ungdomsår. Politiet kom kørende, og man hørte dem ikke. Flotte linier og en motorgang som kun findes på en Bimmer.
 
Så længe som sæsonen tillod, kørte jeg mange gode turer. Så kom vinteren, hvor den blev staldet op hos en god bekendt, som nu i dette forår selv har købt en R80 RT. Opstaldningen skete under helt ideelle forhold.
 
I begyndelsen af marts mente jeg, at det var på tide at få Bimmeren ud af ”stalden”, så jeg hentede den, efter at have plejet mit batteri gennem hele vinteren. Batteriet blev sat på plads, og der blev åbnet for benzinen – et tryk på starteren, og straks sprang den i gang. Stor var glæden og stoltheden endnu engang hos den glade ejer.
 
Jeg besluttede, at den skulle til forårseftersyn på et MC værksted (A), for det havde den ikke været i min ejer tid. Den blev kørt til et værksted som servicerer Politiets MC, også før de gik over til Yamaha. Jeg var af den opfattelse, at alt var i trygge hænder. Jeg fik en regning på 3.500 kr. for dette forårstjek. Tre dage senere – medio marts var vejret så fint, at jeg mente, det var forsvarligt at tage Bimmeren på arbejde. Jeg forsøgte at starte ”vidunderet”, men det var ikke muligt. Det kom et knald, så hele nabolaget blev vækket. Og det er ikke engang overdrevet. Så opgav jeg og ringede til Falck.
 
Og hold nu fast. Det samme gentog sig 3 gange – hver gang måtte Falck assistere.
 
Jeg fandt så selv ud af, at tændrørshætten ikke sad fast. Det blev så lavet, men stadig var der startproblemer.
Så prøvede jeg et andet værksted (B). Her mente man, at det muligvis kunne være enten Hallgiveren eller Sluttrinnet, det var galt med. Det blev afprøvet, men det var ikke det der var galt. Bimmeren blev stillet i ventilerne og karburator m.v. og diverse gummi omkring kåben blev smurt med silikone, fordi man mente, det gik lidt trægt.
 
Det havde jeg bemærket men troede, det skulle være sådan. Det er jo en relativ tung MC. Jeg gjorde opmærksom på, at der var en lyd fra motoren som jeg ikke helt kunne forstå. Jeg forstod, at det kom fra ventilerne, og at disse ikke kunne stilles mere, uden af motoren ville lide skade. Så lidt mekanisk støje måtte jeg leve med, som man sagde. Regning 2.000 kr.
 
Der gik 14 dage, så var det galt med laderen. Jeg valgte (af rent geografiske hensyn) et tredje værksted (C), der har forstand på vores bimmere.
 
Ankeret var stået af, og blev skiftet. Man konstaterede, at det var helt galt med styringen. Lejerne i kronrøret var rustet. Jeg synes som sagt selv, at styringen gik noget trægt, men troede, at sådan var det nok med så stor en maskine. De fik besked på, at skifte det, der var nødvendigt, for at jeg kunne få den samme kørselsoplevelse som politiet havde i min ungdom. Jeg må medgive at jeg følte mig som optaget i politiet, da jeg kørte hjem fra værkstedet. Nu styrede den helt anderledes. Stadig med den samme knævren fra motoren, som der havde været siden det andet værksted (B). Men sådan havde jeg jo forstået, at min MC skulle lyde, og ikke en motor der bare sprang  i gang. Regning 5.000 kr.
 
Sådan er det gået hen over sommeren. Hver morgen er jeg begyndt med at konstatere, om Bimmeren ville starte, fordi jeg efterhånden ikke turde stole på, at den sprang i gang, inden min kone skulle på arbejde. Så kunne jeg køre med hende det meste af vejen.
 
For første gang i mange år havde vi mulighed for at holde en mindre ferie uden børn. Det skulle gå langs Margueriteruten over Fyn, Tåsinge, Langeland, Lolland, Falster, Møn og Sydsjælland. Naturligvis på Bimmeren. Perfekt tur – lige bortset fra at Bimmeren ikke ville gå i tomgang.
 
Efter ferien bestilte jeg tid på værksted (C). De skulle justere karburator (som ellers var sket i foråret hos A og eller B – eller var det?) Samme dag som jeg havde tid om eftermiddagen, kunne jeg ikke få liv i cyklen. Falck igen, og ud på værksted (C).
 
Jeg fik en opringning, hvor man meddelte, at man var i tvivl om, hvorvidt cyklen var gjort blyfri, idet udstødningsventilen var helt og aldeles mærkværdig. Det var ingen kompression på højre cylinder. Samme cylinder, som var problemet i foråret (den løse tændrørshætte). Jeg fik samtidig at vide, at gevindet i tændrøret var helt ødelagt. Det måtte så skiftets, og det måtte undersøges, om cyklen var gjort blyfri. Man var ikke helt sikker, og valgte derfor at undlade at skifte såvel ventilsæder som ventiler, idet alt så ud til at kunne fungere. Helt ok for mig, så kunne vi se tiden an, og jeg kunne spare penge.
 
Da jeg hentede cyklen fik jeg at vide, at jeg ikke skulle køre hjem på den, idet der komme en metallisk lyd fra motoren. Samme lyd var der, da jeg hentede den fra den fra både det første værksted (A) (mener jeg) og i hvert fald det andet værksted (B), men hvor jeg fik at vide, at det var en mekanisk støj jeg bare skulle leve med.
 
Lyden var så alvorlig, at man på værksted (C) snakkede om en ny motor. Jeg oplyste, at samme lyd var den jeg påpegede, da jeg var på det andet værkested (B), og hvor jeg fik at vide, at sådan var det bare for min MC. Stadig var værkstedet bekymret. Jeg oplyste samtidig, at motoren jo var hovedrepareret, og kun havde kørt 9.000 km før jeg købte den. På nuværende har den kørt 19.000 km. siden hovedreparation. Vi blev dog enige om at se tiden an.
 
Her ud over oplyste man, at karburatorerne var meget beskidte. Noget jeg troede, at var blevet renset på værksted (A). Sådan havde jeg forstået det.
 
Der blev lavet en del andre småting. Jeg fik en regning på 5.000 kr.
 
Så kørte jeg nedslået hjemad, med tankerne om en ny motor i hovedet. Efter 4 km., kørte den på ”kængurubenzin”. På trods af, at den også havde fået nye gaskabler og benzinslanger, ville den ikke under 3000 omdrejninger i tomgang. Jeg vendte om, og kørte direkte tilbage til værkstedet.
 
Karburator blev stillet endnu engang – de var helt ude af trit!!! Så begav jeg mig hjemad igen. Stadig med ”kængurobenzin” (!!!!!) i tanken og stadig med en Bimmer der landede på 1.500 omdrejninger i tomgang. Det er ikke godt nok.
Dagen efter igen et besøg på værkstedet. Nye chokerkabler. Nu tyder det på, at den på dette punkt er ok, men helt tryg er jeg stadig ikke.
 
Jeg står med den ene hånd omkring håndklædet, og er klar til at kaste det i ringen. Ikke fordi jeg ikke tror på Bimmeren, men mere fordi der er værksteder der åbenbart ikke kender nok til de cykler, vi kører på. Jeg er ikke nogen nørd ud i min cykel, men jeg er en person der så langt min tålmodighed rækker, har tillid til de mennesker jeg henvender mig til, velvidende at det jo er en blankocheck man afleverer til værkstedet, hver gang Bimmeren stilles til reparation.
 
Jeg har brugt det samme autoværksted i 16 år. I den periode har jeg haft flere biler lige fra en Lada Samara til nu en Renault Laguna. Igennem årene har jeg haft mange besøg på værkstedet. Aldrig har jeg kørt fra værkstedet uden at have haft en absolut velkørende bil, og aldrig med en regning, der når op på de regninger jeg får fra de MC værksteder, jeg har besøgt.
 
Hvorfor er det så svært og dyrt at reparere en BMW R100 RT og samtidig sikre, at kunden får en velkørende MC ved første besøg?
 
Det er, efter hvad jeg har forstået, helt elementær motorteknik opbygget over en meget velkendt og simpel benzinmotor.
 
Lige nu sidder jeg og overvejer, om jeg skal opgive min drøm om at blive senior med en BMW 100 RT fra 1982. Det der holder mig tilbage er stadig den utrolig smukke Bimmer jeg har holdende i min carport, og alle de gode folk jeg har mødt som Bimmerejer.
 
På den anden side, må vi (med ”vi” mener jeg vort kørefællesskab) snart finde nogle værksteder, hvor vi betaler for den knowhow de allerede har. Vi kan ikke blive ved med at betale lærepenge gang på gang. Det må være en investering værkstederne selv tager på sine skuldre og betragter som læring til næste gang, en af os retter henvendelse.
 
Jeg sidder tilbage med en følelse af manglende faglighed i forhold til de maskiner vi kører på. Lige bortset fra udskrivning af regninger. Der har fagligheden ingen mangler. Det gør man rigtig første gang, og de er også til at få øje på.
 
Jeg ved ikke, hvor jeg står med hensyn til min motor. Er den færdig eller ????. Det er svært at leve med, for hvem tør jeg stole på??
 
Jeg hører jo at de gamle ræve i faget ikke længere ønsker at skrue, og det gør jo, at andre må byde sig til.
 
Min opfordring er derfor, at vi i løbet af vinteren bruger fællesskabet til at indsamle informationer og analysere værksteder, der mener at kunne reparere vores cykler tilfredsstillende.
 
De bedste bimmerhilsner
Carl S. Madsen

 

Af Leo Holst Jeppesen

 

Slesvig Holsten 2009
Klokken er kun halv ni om aftenen, og det er bælgravende mørkt udenfor. Årets motorcykelsæson er ved at være slut. Måske kan vi lige presse en enkel ”barskmandstur” ind med teltovernatning, men det er kun et måske. Tankerne går tilbage til årets lidt usædvanlige sommertur. Den var usædvanlig fordi pigerne (konerne) kørte deres egen tur, og vi så mødtes den sidste aften.
 
Så holdt vi der igen. Henrik og jeg skuede igen ud over det inddæmmede land i Sydslesvig med de store vindmøller på højre side og alle fårene på venstre side. Fuldstændig som i 2006. Det var ikke med vilje, vi var landet her igen. Vejen førte os hertil. Vi var på vej ned i Slesvig mod Nordstrand. Vi kørte ikke efter et kort. Vi kørte ad de mindste veje langs vandet sydpå. Nogen gange endte vejene blindt – og hvad så? Vi kørte tilbage og fandt en anden vej. På den tur fik vi virkelig set afkroge, vi aldrig havde mødt på andre måder. Den eneste aftale, vi havde, var, at Pet var på havnen på Nordstrand kl. 17
   
Nordstrand. Det navn og det sted har altid draget mig.
Nordstrand er en ø i vadehavet. De som kender mine tidligere beretninger ved, at det er rigeligt til, at jeg er interesseret. Oprindelig var der en stor ø som hed Strand. Under den værste stormflod nogen sinde (”den 2. store meneskedrukning”) i 1634 blev øen opdelt i meget mindre øer og 6000 ud af 9000 mennesker druknede. I Ribe Domkirke, som ligger højt, stod vandet 1,6 meter over kirkegulvet. Det er højt. Først ca. 30 år senere kom der liv på øen Nordstrand, da hollandske indvandrere bosatte sig med forpligtigelse til at bygge dige omkring øen. Til forskel fra områdets oprindelige beboere, var hollænderne katolikker og talte ikke frisisk. Det må da være en indvandrerghetto af format.
Det var nu mest fordi jeg havde hørt, at Nordstrand var et træfpunkt for tyske motorcyklister, at jeg blev tiltrukket.   
 
Slesvigs vestkyst er et spændende og meget særpræget område. Mange steder gennemskæres landskabet af gamle diger. Nogle steder føres vejene på digerne, og der kan måske lige klemmes en række huse ind på den ene side af vejen. Der levnes ikke meget plads til at møde modkørende færsel. Vi var lige drejet ind på sådan en vej, da der kom en slags høstmaskine med ret bredt skærebord foran i stor hastighed imod os. Hjertet bankede lige en tand hurtigere. Lige før vi blev ”høstet” drejede han skarpt ind til siden og gav plads. Sådan kører man åbenbart her.
Udover de mange vindmøller er der både solceller på husene og en slags solcelleparker på markerne. Danmark kunne engang være blevet førende indenfor vedvarende energi. Slesvigs vestkyst aspirerer tilsyneladende nu til rollen. 
 
Midt på eftermiddagen søgte vi efter lidt større veje. Vi vidste ikke helt, hvor vi var, og vi ville nå Nordstrand til tiden. Vi fandt ud problemer dæmningen over til Nordstrand. Vi kørte nu direkte mod målet. Hvad mon vi kom over til?
Tja ….det første, der mødte os, var en kæmpestor, grim model af et får, som var placeret på digekronen. Den egn vi kom til yndede disse grimme figurer. De stod i mange haver. Fåret på diget tog dog prisen som den største og grimmeste.
Vi var på Nordstrand før tiden. Der var to campingpladser på øen. Henrik og jeg kunne nå at tjekke den ene plads i Süderhafen før mødet på havnen. Det var nærmest en større parcelhushave, som var indrettet til aldrende autocamperfolk. Vi kunne tydeligt os som underholdningsværdi (eller samtaleemne) hen på aftenen. Det var ikke lige stedet.
 
Klokken præcis 17 trillede vi ned på den lille havn i byen Norden. Pet havde akkurat nået at købe en is. Det var præcision af format. Færgen sejlede i øvrigt en halv snes kilometer til øen Pellworm, som var en den af den gamle ø Strand.

Fuldstændig som på turene i 2006, 2007 og 2008 var det meget varmt. Sidste år drømte jeg om at bygge et 12Volts køleskab i topboksen. Det nåede jeg ikke, men i topboksen stod en hjemmefabrikeret flamingokasse som fyldte det hele. To 2-liters colaflasker med frossen vand udgjorde kølingen. Det var effektivt. På 3.dagen var der stadig isrester i flaskerne. Mit motorcykeltøj var udelukket pga. varmen. Jeg kørte i en skindjakke, cowboybukser og vandrestøvler. Henrik havde valgt et identisk dress, blot med den forskel at hans lynlås i jakken ikke gik i stykker. Smart. Det var ikke fedt med en ret åbenstående jakke mens man kørte, og det var ikke så sejt at trække jakken over hovedet, fordi lynlåsens glider sad fast midt på.
 
Vi trillede så mod den anden campingplads. Det viste sig at være en traditionel campingplads. En plads hvor man bilder sig ind, at man forsvinder i mængden, men hvor alle alligevel diskret holder øje med alle. På varme dage er jeg glad for skygge, og specielt er jeg hysterisk tilhænger af morgenskygge. Jeg har tilpas tit prøvet et bagende varmt solbeskinnet telt klokken fem om morgenen. Det var derfor mit andet spørgsmål efter at have spurgt, om der var plads. Campingfatter storgrinede. Skygge kan man ikke finde nogen steder. Vi var på en vadehavs(halv)ø!!
Vi fik udpeget en plads, som var optimal placeret, hvis vi ønskede morgensol. Nå skidt – nu skulle vi hygge.
 
Stolene og en ankomst-øl blev fundet frem. Mens vi hyggesnakkede, skiftevis sad vi, rejste telte, pakkede sovegrejet ud og satte borde op. Da lejren var færdig, manglede vi kun en ting – at handle. Vi var kørt forbi øens eneste butik to gange, så vi kendte vejen. Henrik og jeg tog tjansen.
 
DET KUNNE IKKE PASSE!!!!!! Butikken lukkede 2 minutter før, vi var der klokken 17.32. Ikke igen. Det var vist sket på alle vores ture de sidste fire år. De burde ikke lukke så tidligt. Det var jo fredag.
 
Vi kørte resolut de 11 km over dæmningen til fastlandet for at handle. Butikkerne lukkede samme tid på fastlandet. Vi var nødsaget til at handle lidt vin og lidt øl på en tankstation til priser noget over købmandspriser. Vinen var i øvrigt grænsende til udrikkelig, men det kunne vi jo ikke vide.
 
Aftenen gik med at nyde en fiskespecialitet på restauranten og ikke mindst med at nyde solnedgangen i vadehavet. På digekronen fulgte vi solens nedgang og udsigten over vadehavet. I horisonten kunne man skimte de såkaldte Halliger. Kun to af vadehavsøerne har diger. På de andre øer (halligerne) har man i stedet bygget husene på forhøjninger (værfter), som burde være høje nok til, at vandet ikke kommer ind i husene. Jeg opholdt mig engang på et af værfterne. Det var spændende. De havde et bassin til opsamling af ferskvand og ude i vaden, fandt vi bygningsrester af det gamle Strand.
Her er man tæt på naturens kræfter. Man skal have respekt for havet, men det er da også fascinerende. 
 
Mens vi nød naturen og solnedgangen med en del andre, blev vi tiltalt på dansk af en lokal. Det var blot til en udveksling af høfligheder, men lidt påfaldende med billedet af Dannebrog som det absolut højest placerede af alle flag ved campingpladsens indgang i tankerne.

 Indgangen til campingpladsen. Dannebrog øverst i centrum
Set fra venstre: EU-flaget, Tysklands forbundsflag, Dannebrog, Slesvig-Holstens flag, Nordfriesland
I baggrunden ses et blå-hvidt flag som kunne minde om det Bayerske. Farverne er kendt fra BMW og oktoberfest. 
 
Dannebrogs placering var et krav fra campingmutter. Hun var dansksindet sydslesviger fra Flensburg. Hun ville kun flytte til Nordstrand for at drive pladsen, hvis Dannebrog blev højest placeret, og hun fik sin vilje. Det var ikke hende der talte til os.
Jeg fik engang at vide, at danskerne er det meste flagglade folkefærd i verden. Det passer ikke. I Slesvig var der flag overalt. Ikke nok med at Slesvig-Holstens blå-hvide-røde flag hang mange steder. Det hang også i varianter med figurer i. Flaget blev i øvrigt forbudt af danskerne i 1840’erne. Det blev betragtet som et oprørsflag. Desuden var der et gul-rødt-blåt flag som symboliserede at området var en del af nordfriesland. Tyskerne har den fordel, at flagene kan hænge oppe også om natten. Dannebrog må som bekendt ikke være hejst op natten.
 
Da det blev helt mørkt, trak vi ned til bordet ved teltet. Her trak jeg med stolthed en bordlampe frem, som vi kunne hygge ved i dagevis i flg. sælgeren. Efter en halvtimes tid gik den ud. Man ved, når man er blandt venner i sådan situation. Hånen og latteren er ikke stoppet endnu.
 
Mine værste anelser angående tidlig morgensol blev gjort til skamme. Morgenstunden var indhyllet i klam og kølig dis. Jeg foretrækker disen frem for bagende morgensol, men køligt var det. Efter en lille morgenvandring ned til vandet eller rettere, der hvor vandet var (det var ebbe (=lavvande)), var gutterne vågne, og det var tid til morgenkaffe. Jeg må se at være lidt mere omhyggelig med pakning til mc-ture. Jeg havde glemt at købe sprit til Trangiaen. Det havde ikke gået på en flerdagesvandretur i de norske fjelde. Der var lige sprit i brænderen til at varme en kande vand. Lidt af æren var reddet.

Mojn-mojn. Med de ord hilser man på hinanden og der blev hilst på alle.

Et dige med en række huse på den ene side. Typisk 

En af de grimme figurer som udsmykkede mange haver.

Vadehavet ved ebbe. Der var klart vand om aftenen.

Vi fik kogt en hel kande vand ud af al den sprit jeg havde med.

 

 Vi snuppede den resterende koffeinmængde i restauranten.
Pigerne meldte, at de sad og nød morgensolen på en campingplads (Gl.Ålbo Camping) ned til Kolding fjord. Et sted som de varmt anbefaler. 
Nå ja – lidt sol ville da ikke være at foragte.
 
Så var det tid til afgang mod floden Ejderen og specielt Ejderdæmningen. Ejderen danner grænsen mellem Slesvig og Holsten. Den var også grænsen mellem Tyskland og Danmark fra vikingetiden indtil middelalderen. Det førte til udtrykket ”Danmark til Ejderen”. Et udtryk der gav grundlag for en folkestemning som førte til den ulyksalige krig i 1864, hvor hele Slesvig-Holsten (incl.Nordslesvig=Sønderjylland) blev indlemmet i Tyskland. Danskerne i Sønderjylland kom tilbage til Danmark efter 1.verdenskrig i 1920 efter 56 år under tysk herredømme. Mange danskere døde i 1.verdenskrig på tysk side bla. min bedstefars brødre.
 
Vejret var stadig diset og køligt og det lugtede lidt af regn. Uanset at jeg tog en undertrøje på, var min skindjakke stadig åben. Da vi nåede dæmningen småfrøs jeg faktisk.
Dæmningen er et imponerende bygningsværk som skal beskytte landområderne omkring Ejderen mod oversvømmelser.

   

Næste mål var Dannevirke.
Det var begyndt at støvregne. Man skal altid være beredt på regn uanset vejrudsigten!! Næste gang vil jeg have noget regntøj placeret under sadlen eller et andet sted.
Hjemmefra havde jeg kun udprintet kortudsnit af de områder, vi skulle igennem. Vi drejede selvfølgelig forkert et sted og landede udenfor kortet. Vi holdt i en eller anden by og bad om et tegn fra oven, mens vi kiggede på kortudsnittet. Pludselig stopper en cyklist op og spørger på flydende dansk, om vi har brug for hjælp. Var det så tydeligt? Hun var en del af det danske mindretal i området. Jeg var ikke klar over, at det danske mindretal var så stærkt i den sydligste del af Slesvig. Vi var drejet forkert og ud af kortet lige før byen.
Nu var vi på rette vej, men det var spisetid. Den første større by vi passerede, var Frederiksstad (Friedrichstadt), som vi fluks drejede ind i. Vi kørte mod centrum, og det var ikke langt. I løbet af få minutter var vi inde i smalle gader med gamle flotte huse og endte på et torv og en park fyldt med mennesker og boder. Meget spændende. Det var en slags byfest med levende musik og en træpige (en pige udklædt som et træ) som dansede. I boderne var der hjemmelavede broderier, smykker, tøj osv. Det mest spændende (for os) var boden med kaffe og flere slags hjemmelavede lagkager. Den besøgte vi efter et besøg på en grill med kebab.

  
Det var lidt af et tilfælde, at vi valgte en by, som ligesom Nordstrand blev grundlagt med hollandske indvandrere. Man havde en anden holdning til fremmede kulturer dengang. Byen var i allerhøjeste grad en hollandsk ghetto. Byens officielle sprog var nederlandsk (hollandsk). Byen er gennemskåret af flere kanaler og mange af bygningerne er hollandske byhuse. Jeg kommer absolut igen. Et andet sammentræf er, at en af kirkeklokkerne i byen er hentet fra en af det gamle Strands kirker som havet tog.
      
Nu stod den militære grænse Dannevirke for tur. Et imponerende voldanlæg som blev startet før vikingetiden og under vikingetiden, skærmede Danmark fra invasion over land, mens vikingerne forlystede sig med handel, plyndringer og erobringer over vand. En genial placering på Jyllands smalleste sted gjorde, at al landfærdsel skulle forbi porten i volden. Det var en meget effektiv grænsekontrol. Hærvejen (oksevejen) gik gennem porten.
Volden mistede sin betydning i middelalderen og blev glemt. Den blev senere genopdaget og blev et voldsomt nationalt symbol for Danmark. Symbolværdien var så stærk så den danske befolkning (og desværre dermed politikerne) anså den for uindtagelig i 1864. Der skulle bruges rigtig mange soldater for at forsvare en lang vold. Noget man allerede havde indset 500 år tidligere. Så mange soldater havde Danmark ikke, og vi måtte som bekendt trække os tilbage til de ufærdige skanser ved Dybbøl.
Vi så flere skilte med noget med Dannewerk, men kunne ikke se noget interessant. Først da vi nåede en p-plads midt i voldanlægget, så vi den kæmpevold, vi havde kørt ved siden af et langt stykke. Imponerende. Tænk vi ikke opdagede den. Vi så den tydeligt, da vi kørte tilbage. Jeg vil engang følge den til fods, så langt det er muligt.

 Dannevirke. Bemærk Henrik på toppen af volden. Den er imponerende.

Udsigt fra kanonstillingen fra 1864 

 
Vi så en rekonstruktion af en kanonstilling fra 1864. Den imponerede også. Jeg manglede bare kanonerne. 
Vi måtte i øvrigt betale entre for at se voldene. Museet havde arrangeret et vikingemarked, som skulle passeres for at komme ud til voldanlægget. Derfor entreen.
 
Dagen skulle slutte på en campingplads på Als, som pigerne havde fundet, så vi måtte nordpå.
Det var rart at få luft under vingerne igen (fart på). Under en tankning fik vi at vide, at pigerne havde fundet en plads på nord-Als. Den første campingplads vi ville møde på vej til Nordborg. Ja sådan hørte jeg det. Det medførte et besøg på en campingplads som lå meget langt ud af en sidevej.
Jeg skulle have hørt i Nordborg.
 
Klog af skade handlede vi ind, da vi passerede grænsen. Vi skulle ikke mangle lidt vin til maden.
 
Jeg var meget spændt på at se Als. Den skuffede. Det var ikke speciel spændende område at køre i. Pigerne sad ved campingpladsens indgang og ventede på os. Fedt at se dem igen. Det viste sig, at campingbestyrerne kendte Pet fra den fælles hjemstavn. Danmark er ikke stor.
 Den aften gik det op i den større sammenhæng. Min viv Nanna havde masser af sprit med til deres Trangia, Henrik havde dåser med forloren skildpadde og ris og drikkevarerne var indkøbt. Nanna havde en bordlampe magen til min. Hendes virkede, så med bordet og bordlampen som centrum fortaltes mere eller mindre troværdige historier fra vores to ture indtil sengetid.

                                                         Hjemturen planlægges
 
Så var dagen oprundet for hjemrejsen. Vi kørte hurtigt over det kedelige Als, men drejede ud af de små veje som fulgte nordkysten umiddelbart efter Als sund. Det er en flot tur.
 
Moto Guzzi klubben holdt en hel uges træf i området. Vi besøgte dem, så jeg kunne få lov til at håne de skæve cylindre. Det var nu ikke specielt populært, og Nannas CXer har også skæve cylindre, så der er nok ikke nogen fremtid i den hån. Pet blev ved træffet.
 
Efter Åbenrå var det sidste mål den lille spændende ø Kalvø. Meget idyllisk. Derefter en afsluttende snak om turen og livet på en grillbar, og så var årets sommertur ovre.
 
 
   Næste år går turen rundt om Limfjorden.

 

_________________________________________________________________

Af Leo Holst Jeppesen

 

Eventyret lever....
Jeg læste om den i slutningen af 70'erne. Det var måske i Touring Nyt 8/78. Jeg var jo inkarneret motorcyklist. Havde allerede kørt MZ i flere år. Studierne levnede ikke midler til andet. MZen gjorde det også udmærket. Faktisk er det den motorcykel, der har givet de største oplevelser. Måske fordi den ikke er sjov på de største veje. En tur til f.eks. Holland køres ad de små veje. Det giver oplevelser. Måske forde det var den første motorcykel. Det  var der, eventyret startede. Alle oplevelser var nye.
MEN den der CX500 var da spændende. Ikke køn. En mellemstørrelse maskine som osede af eventyr (=touring). Den kunne tilbyde mere end MZen. Fjernere liggende mål kom tættere. Der var ikke økonomisk formåen til den, men der blev drømt. Det fremmede drømmerierne, at der pludselig stod en splinterny rød CXer på min vej til skolen i Silkeborg. Vi var iøvrigt forbi samme vej i år. Den står der stadig som ny???
Nu er der gået 20-25år. Økonomien er blevet (lidt) bedre. Der er kommet kone, tre børn og hus til. Jeg har ejet Jawaer med og uden sidevogn, BMW med og uden sidevogn, to Suzuki GT500, Yamaha XS650 og XT750 (med sidevogn) og MZ150. Hovedparten maskiner jeg har været glad for. Efter 2 år uden motorcykel fik jeg fat i en defekt Yamaha XT250 (offroader). Den blev restaureret og den gav livet tilbage til den gamle mand.

Min kone, Nanna, er også bidt af motorcykelkørsel. Hun drømte om en Honda CX500 med det hele. Lidt som en Silverwing. Pludselig var den der bare. Indrykket om aftenen i Den blå avis. Sort med Vetterkåbe og komplet Krauser sæt. Det var bare den, så den blev købt. Sådan CX'er kører jo bare godt. Jeg kunne ikke sige mig fri for en slags misundelse.
Min XT'er er sjov, men det er et umage par, når vi kommer anstigende. Jeg synes, det er hurtigt, når vi kører 80-90km/t. Det synes hun ikke. Det kan man leve med eftersom hastighedsgrænserne sætter sine begrænsninger, som vi i øvrigt generelt set finder passende. Det var værre, at jeg synes, det er uforsvarligt, at have ne person bag på XTeren. Vi skiftes til at arrangere aftenture. Typisk er to af ungerne med, men da de hurtigt vokser sig større, endte det med, at jeg nærmest sad på tanken af XTeren. Det er både uforsvarligt og ikke sjovt.
Tanken spirede, om der ikke kunne findes penge til en større maskine. Vi synes, det er vigtigt, at vi er sammen om oplevelserne. Så bliver der også kørt mere. Hvad kunne der blive råd til? Jeg har jo altid ønsket med en BMW igen, men de er urimeligt dyre. Nannas CXer er jo en dejlig maskine, og den oser jo som bekendt af eventyr. Jeg undersøgte tiere annoncerne efter CXere. Mit gamle Touring Nyt blev fundet frem igen. CX-klubbens hjemmeside blev fundet. Jeg synes som nævnt ikke, at CXerne er kønne. Det pynter at pakke dem ind i en kåbe.
Omkring nytår...

Omkring nytår var en hvid CX500E med fuldkåbe og fuldt taskesæt sat i den blå avis. Prisen virkede rimelig. Jeg hentede den hjem uden prøvekørsel. Dumt måske, men jeg var altså faldet for den. Det er nu ret sjovt at Nanna og jeg er CX-kørere. Vi meldte os selvfølgelig ind i CX-klubben. Det har allerede været en positiv oplevelse. Da den bagerste skive skulle skiftes skaffede Per Birck en uoriginal i løbet af få dage. Det havde jeg ellers fået at vide var umuligt.

Da det blev marts, skulle der køres. Det blev der også, men snart flere kilometer med startermotoren end den rigtige.. Havde den stået en nat, skulle der roteres rigtig mange gange. Havde den stået flere dage var det næsten et spørgsmål om batteriet havde kapacitet nok. Det var træls. Nannas startede da bare. Min gik heller ikke helt jævnt i motoren. Helt tilfreds var jeg bestemt ikke. Den måtte på værksted.
Jeg kan ud fra CX-nyt forstå, at startvanskeligheder er almindeligt kendt. Min mekaniker fandt frem til at chokerspjældene blafrer. En fjeder blev strammet. Nu starter min CXer prompte, uanset hvor mange dage den har stået.
Nu er min gamle drøm opfyldt. Eventyret lever. Det er lækkert, når vi ruller gennem landskaberne. Det er sjovt meget længere tid med kåbe og den komfort CX'eren tilbyder. Omvejene bliver længere. Meget længere.
Maskinen er fed, men jeg savner stadig noget mere moment. Kan det passe, at 650er motoren kan sættes mit stel??? Det vil måske lukke munden på hans småbrokkerier.

Så gik den første sommer med CXerne. Drømme var der jo nok af i det tidlige forår. Eller rettere, de var der jo i samme øjeblik, de to cykler stod ved siden af hinanden i januar. Masser af aftensture, småtouring itl familie og venner, enkeltmands-touring til gamle bekendte osv.
Jo eventyret ventede forude. Men sommeren skulle jo nok have været længere end barndommens somre, hvis der skulle være plads til realisering af bare en brøkdel af drømmene. Og sommeren startede vist oven i købet langsomt i 2004.
Med hensyn til CX-drømmene hjalp det ho heller ikke, at vi havde mange andre oplevelser, som skulle føres ud i livet. Vi synes egentlig ikke, at nogle af vores aktiviteter er dårligere end andre. Det er bare forskellige måder at opleve på. Jeg var på vandring i Norges fjelde. Hele vores familie var på vandretur ad hærvejen omkring Bølling sø. En sø som var sø i slutningen af sidste istid!! Det vil sige for mere end 10 tusinde år siden. Faktisk er en kort varmeperiode under istiden opkaldt efter den - Bøllingtiden. Det var en meget stor lavvandet sø i forrige århundrede, som blev tørlagt i 1870'erne. Nu bliver den igen fyldt med vand. Det bliver spændende at følge. Vi var også på kanotur fra Gudenåens udspring ved Tørring. Meget smuk og meget våd tur. Nej vi kæntrede ikke. Det var sommerens mest massive heldagesregn. Sådanne oplevelser glemmes ikke, de bliver til gode historier.

For at det ikke skulle være løgn, havde vi købt 11 vinduer, som skulle erstatte de gamle i stuehuset. Nogle af vores venner fra Sønderjylland tilbød deres hjælp, som vi modtog med kyshånd. De valgte heldigvis at tage motorcyklerne med og deres ældste datter bagpå. Nu gik tingene op i en højere enhed. Med hensyn til isætning af vinduer kan vi være ret effektive, når det tager os. Vi kørte MC-ture i vores smukke omegn hver dag. Da vi flyttede fra Silkeborg-Århusområdet, troede vi, at vi ville savne naturen. Det blev ikke tilfældet. Naturen her omkring er mere barsk og mere varieret. Storslåede hedelandskaber, egekrat, søer, dødishuller, Limfjorden, sumpe osv.
En af turene gik ad snørklede veje omkring Hjarbæk fjord. En gren af Limfjorden, som blev inddæmmet i 1960'erne. Det var ikke specielt varmt og meget blæsende, men solen skinnede til tider, og vores mc-tøj fungerer. Herligt. Det er en speciel fornøjelse at køre ned til byen Hjarbæk. En meget lille by med en meget lille havn. Virkelig idyllisk.

Den dag vennerne skulle hjem, fulgtes vi igen ad de mindste veje til Struer havn, og siden fulgte de Margueritruten sydpå. Det vil sige, efter at have mistet ruten nogle gange kørte de bare hjem. 

Vi ynder at følge disse margueritruter, men det er ikke altid nemt. At miste den kan være irriterende når det er Nanna og undertegnede, der er på tur. Det er meget mere irriterende, når man har en hale af motorcykler efter sig.. Så det kan desværre være nødvendigt at prøvekøre en tur, selvom den går ad en afmærket rute.
Senere på sommeren tog vi springet. For første gang lod vi ungerne være alene hjemme i længere tid. Nanna og jeg ville ned til den sønderjyske marsk og vade. Bare os to og CXerne. Det blev en flot tur ad de små vejer til syd for Ringkøbing fjord og derefter sydpå ude langs kysten ud veje, vi fandt interessante. Målet var Tønder eller deromkring. 
           
   
Sidst på eftermiddagen gik det op for os, at vi ikke kunne nå grænsen tidsnok ad de små veje.
Vi tog så hovedvejen fra Esbjerg. Vi fik handlet et par flasker australsk rødvin og lidt øl syd for grænsen og fandt en ledig plades på en campingplads midt i Tønder. Rent held. De havde ingen pladser, men vi kunne da godt se efter alligevel. Da vi kørte ind, var en plads rømmet umiddelbart før, vi ankom. Vi slog lejr.

At slå lejr er noget andet end i gamle dage.  Sammenklappelige stole og sammenklappeligt bord. Det er da en lise at sidde frem for at rode rundt på jorden. Vores telt er vi meget glade for. Oprindeligt købt som et relativt let telt til familien. Nedtagelige sovekabiner i begge ender og en plads imellem.. Ungerne er blevet for store til deres sovekabine, så vi dropper den som regel.
Når os gamle er afsted er det luksus. En sovekabine og rum for resten til to. F.eks. sad vi ude, indtil det blev lidt koldt og fúgtigt. Derefter rykkede vi bare bord og stole indenfor. Vi tændte et antal stearinlys og hyggede os indendørs.
I Tønder kunne vi komme indt itl centrum i løbet af få minutter til fods. Det medførte at vi for første gang i lang tid var ude at spise på en restaurant. Man kunne jo oven i købet tage et glas vin ekstra. Meget romantisk aften. Dem må vi have nogle flere af.
Den følgende dag fulgte vi de små veje nordpå. Jeg har boet i marskområdet i ca.20 år. Min gamle MZ har kørt mange ture i området. Alligevel kørte vi på veje, jeg aldrig har været på.. 
Vi skulle over til Rømø. Jeg arbejdede og boede på øen i en periode. Det er en meget speciel ø.. Den er forbundet med fastlandet med en ca. 10 km lang dæmning. Øen er "døden nær" (set udefra) om vinteren, overfyldt om sommeren. Der er de lokale året rundt, og så er der turisterne, og dem der udbytter turisterne om sommeren.

Det er spændende at gense steder, der har tilknytning til noget, man har oplevet. Mange minder dukker frem fra de bagerste hylder. Vi så min gamle færge sejle ind til Rømø (Havneby). Minder fra stormfloden, arbejdskammeraterne, isvintrene osv. væltede frem.

Vi tog så videre ad de små veje tril Ribe. Hele marskområdet er ne mærkelig blanding af fattigdom og rigdom, af naturens barske påvirkning og idyl, af påvirkning fra Danmark og Tyskland. Det er sit eget.
Ved Ribe fik vi lyst til at komme hjemad. Vi valgte den korteste og hurtigste vej mod hjemmet. På vejen vik vi en af de oplevelser, som mange motorcyklister oplever i forskellige variationer.
Vi hvilede lidt på en rasteplads. Et ældre ægtepar kom for at drikke kaffe. Da vi ville starte, kom manden hen til os. Han var selvfølgelig tidligere motorcyklist og oven i købet en meget inkarneret en. Han havde haft mange lNimbusser og havde (helt uhørt) slidt en helt ned. Han foretrak nu BSA. Den eneste grund til at han ikke kørte endnu, var hans ryg, som var temmelig meget i "udu". UHA - en skæben!!
Vi havde en god tur. Sommerens større mc-tur. Fedt at komme lidt væk fra ungerne, men mindst lige så fedt at gense dem. Ellers var jeg på Touring Camp en enkel gang, til træf ved Ribe Old Riders og en masse småture..

Jeg bliver mere og mere glad for min CXer!!!
Der er ikke en gang noget særligt brok vor det manglende moment. Man kan vel bare skifte ned i gear. Den opfylder på sin specielle og dejlige måde det meste.
Jeg burde måske allerede (det var efterår) have skiftet til min lille Yamaha XT250, men så længe der ikke er is på vejene, har jeg det bedst på min CXer. Den strore kåbe, varme i håndtagene og betydelig flere kræfter samt bedre komfort end den lille..
Ja jeg kører så længe, det ikke bliver for farligt pga. føret. Virkeligheden er et eventyr, hvis den får lov. Omvejene er blevet længere. Der bliver kørt mere.

Foråret
Når man banker en 1,5 liters cola ned i bordpladen, og derefter åbner den, bruser den over. Ret voldsomt faktisk. Hvis den ikke bliver åbnet prompte, kan der ske to ting. Den falder langsomt til ro eller bunden eller proppen sprænger. Den er i hvert fald fuld af indestængte bobler, som vil ud.
En dag startede jeg min CXer for første gang i 2005. Følelsen var identisk med ovennævnte cola. Boblen i hele kroppen. Lyden af V-motorens dybe gang var lyden på en del af livet. En meget vigtig del endda. Det er symbolet på foråret og den deraf følgende livsførelse. Min yngste datter stod ret hurtigt ved siden af og ville med, hvis jeg skulle køre. Lykken var nærmest ubeskrivelig.
Forud var et forløb, som jeg ikke vil gentage (lover jeg mig selv). Jeg har gennemløbet mange forløb som motorcyklist. En skøn tid var det, da vi nærmest gik fanatisk op i motorcyklerne. Vi boede i et kollektiv, hvor hovedparten var motorcyklister. Vi var vores egen motorcykelklub. Når det blev vinter, blev motorcyklerne staldet. Det var en ordentlig omgang. Halvt dæktryk, ny olie, nye filtre, fuld benzintank eller tømt men med oliehinde, tændrør af, lidt olie i cylindrene osv. I løbet af vinteren pudsede vi og forbedrede. Korroderede aluminiumsflader blev pudset, så det kunne sammenlignes med krom, det var bare kønnere.
Når foråret kom stod vi med de flotteste maskiner. Når de blev trukket ud på gårdspladsen, var der i allerhøjeste grad brusen i hele kroppen. Vi var også meget stolte af deres udseende, og beundrende blikke var ikke at foragte.
Denne vinters forløb blev et lidt andet. Jeg er vild med at køre, men prioriterer tiden til pudsning med mere noget lavere end meget andet. Det betød, at CXeren blev kørt ind i værkstedet, da det blev vintercykeltid. Det var ret sent på året. Derefter blev der kørt vintercykel og CXeren førte en upåagtet tilværelse i sit vinterlogi, indtil jeg pludselig opdagede rusten på potterne. Det skete sikkert uforvarende, mens jeg tjekkede oliestanden på XT 250'eren (vintercyklen). Chok!! Hvor var det træls.
Derefter blev kåben skilt ad og en større omgang CX-pleje blev sat i værk. Topstykkerne blev afmonteret og slebet pænere osv. Ting tager tid.
Det blev forår, og CXeren var ikke klar endnu. Siden arbejdede jeg med at gøre den klar. Det blev ikke som jeg drømte om. Den skinner ikke som pudset aluminium. Godt det samme. Jeg prioriterer jo kørslen højest.
Nu skal vi alle ud at udfylde drømmene. Uanset hvilken type man er, er det kærligheden til kørslen på to hjul med en motor i mellem, der binder os sammen.
Gid I må få opfyldt jeres drømme, og de bliver til eventyr.
Utroskab
 Kærligheden er ikke altid lige trofast. Den svæver. Dejlig fornemmelse. Den er til tider lidt flygtig. Ny kærlighed opstår. Gammel kærlighed vækkes. Farligt. Kærligheden er ikke fornuftig - den er netop en følelse. 
Gammel kærlighed er vakt her. Engang for ca.15 år siden havde jeg en BMW R90/6. Den er aldrig glemt. Mine skriverier om manglende moment stammer fra den. Den blev solgt for at skaffe penge til at afslutte min uddannelse og brødføde familieforøgelse.
Under søgning efter en Puch Maxi til min datter så jeg en BMW R100/7 til salg i nabobyen. Nej det var ikke i samme rubrik!


Den skulle jeg bare for sjov skyld prøve. Solgt på stedet. Hjemme igen. Mere moment og færre omdrejninger. Jeg svævede. Det var det, jeg søgte.
Da Nanna fik beretningen, sagde hun (nok nærmest for sjov) "køb den da"
Formiddagen dagen efter sendte jeg en SMS til konen på arbejde om, at jeg havde brugt en formue på en motorcykel mere.
I dag er min CXer sat til salg. Den er noget af det fedeste, der er kommet fra Japan. Selv venner, som nu kører meget store motorcykler, synes, den er imponerende. Deres skifte skyldtes forholdet mellem benlængde og sæde. En af mine udenoms-erfaringer inden for de sidste år er en Honda 600 med 100hk. Ikke noget for mig. Jeg endte med at køre som dem, jeg foragter. Ellers var den jo ikke sjov at køre på.
CXerens flade momentkurve gør, at den bare kører så afslappet og alligevel trækker fra land, hvis der er behov for det. Og så den motor. Den er avanceret samtidig med at alt er til at gå til. Jeg er helt vild med de vandrør. Motoren er flot. Jeg var helt ked af, at fuldkåben dækkede noget af motoren.
BMWen er ret fortidig ved siden af CXeren. En elendig gearkasse, ikke overbevisende affjedring, hård tilkobling osv. Alligevel er det mig. Det er et spørgsmål om følelse ikke fornuft. Jeg er nu BMW mand. Min Nanna er Honda CX kvinde. Det var fedt at køre på CXere begge to. Det var fedt, at vi havde fælles klub. CX-klubben er guld. Den støtte og inspiration, medlemmerne kan give hinanden er uvurderlig. Ældre japanske motorcykler har ofte et reservedelsproblem. Det er min opfattelse, at CX-klubben fjerner det problem for CXerne. De tekniske eksperter er altid til rådighed. Nu håber jeg, BMW-klubben kan leve op til et nyt forkælet medlem.
Vores sidste CX-tur bliver husket af mange grunde. Vi ville køre en tur i Sønderjylland. Denne gang langs østkysten. Flere dage før holdt vi øje med vejrudsigten. Den sagde ret massiv regn. Vi aftalte telefonisk fra morgenstunden, om det var afskrækkende. Det var solskin både hist og her, så vi skulle afsted.
Vi mødtes ved min lillebror i Vejen til "mokost". Han var ramt af kræft, så vi kom der oftest muligt.

Minutterne efter vi var lettet med retning mod Kolding, blev himlen meget sort. Lynene begyndte at krydse mellem himmel og jord. Da vi nåede Skamlingsbanken, gik den ikke længere. Fra da af regnede det to styrker: meget eller knap så meget. På trods af regnen blev det en fed tur.


Vi nød i ro og mag de små veje. Med den mørke himmel som baggrund til land og vand dannede flotte udsigter. Ungerne ville jo lige syd for grænsen, så det blev målet.
Det var den sidste "større" CX-tur og det sidste møde med min lillebror.
Godt vi gjorde det. Nu snupper jeg lige 20 års eventyr på den gamle bokser.